Susse Wold

Den Lille Prins med Susse Wold

Kontakt Lykke Music & Events for booking - eller for yderligere info om Susse Wold

Susse Wold opfører Den Lille Prins 

Susse Wold - Den Lille Prins

- med musik af Palle Mikkelborg 

og med en trio bestående af Lillian Tørnqvist på harpe, Emilie Eskær på cello og Joakim Dam Thomsen på obo.

En pilot, som på grund af maskinskade må nødlande sit én-personers fly i ørkenen, vågner en morgen ved, at der står den mest vidunderlige lille dreng foran ham.

"Vil du ikke nok tegne et får til mig?" siger han.
"Tegne et får?"
"Ja, vil du ikke nok?"

Det er det første møde mellem piloten og den lille prins - tusinde mile væk fra beboede egne. Og lidt efter lidt, som deres venskab udvikler sig, forstår piloten, at den lille prins er kommet fra en anden planet.

I det venskab, den lille prins opbygger med ræven, han møder, lærer han, at det væsentligste er usynligt for øjet - og at det kun er med hjertet, man rigtigt kan se.
 
Gennem denne vidunderlige fortælling kommer vi så tæt på den lille prins, at vi virkelig føler et stik af smerte, da han vælger at forlade jorden igen og vende tilbage til sin egen lille planet.

Det er et klassisk eventyr - en helt vidunderlig fortælling, fuld af vid og ynde.

 

Susse Wold og Palle Mikkelborg

Palle Mikkelborg:

Min telefon ringer - det er min gode ven Susse Wold - ven igennem mange år og igennem mange dejlige projekter. Hun ringer og siger: "Jeg har netop hørt noget af din musik og en tanke står lysende klar for mig - dit musiske univers og Den lille Prins - Det må vi lave! Har du tænkt på det før?" Jeg må sætte mig og sige: "Susse dette er spooky" - fordi efter indspilningen af min komposition AURA med Miles Davies (han havde netop modtaget Sonnings Musik Pris 1984) mødtes han og jeg ved flere lejligheder, og ved en af disse siger han: "Why don't you make me some music based on The Little Prince?" Det blev dog aldrig realiseret - men frøet var sået - og nu dette.

Det har været en stor glæde at nykomponere og nydesigne musik og lyd til denne - på alle måder - stærke, poetiske og visionære tekst, og det har været en udsøgt fornøjelse at arbejde med Susse, Lillian, Emilie og Joakim. At mærke energien og intensiteten i projektet stige - og at høre den indre stemme hviske "Nu er jeg glad - og rørt "     

 

Susse Wold:
"Man kommer ikke ret langt, hvis man går ligeud" står der i Exupérys fortælling om Den lille Prins.
Emilie Eskær, Lillian Törnqvist, Joakim Dam Thomsen, Palle Mikkelborg og jeg selv har arbejdet på at formidle denne poetiske og kloge fortælling, som udtrykker noget, vi alle har brug for. Vi er ikke gået ligeud. Vi er gået op og ned, frem og tilbage og rundt og rundt - og tilbage igen.

Historien om Den lille Prins indeholder så mange ting, som tiden i dag ikke har øjne og ører for: Venskab - Ritualer - Kærlighed - Ansvar - Tid - Bevidsthed
Den livsfilosofi, som bliver formidlet i Den lille Prins, er lige netop noget, vi selv har brug for. Vi fortæller altså historien lige så meget som et memento til os selv som til vores publikum.

Menneskene har ikke mere tid til at lære noget rigtigt at kende, de køber alting færdigt hos de handlende, men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner, siger Exupéry, og vi giver ham ret.

Vi har brug for tid til at få øje på de ting, som er væsentlige i vores liv. Jeg kender en planet, hvor der bor en mand, som aldrig har lugtet til en blomst. Han har aldrig set en stjerne. Han har aldrig holdt af nogen. Han har aldrig bestilt andet end at lægge tal sammen. Og hele tiden siger han: Jeg har vigtigere ting at tage mig til.

I vores tid fokuseres der meget på de ting, der kan ses, måles, vejes og bevises. Men de væsentlige ting som tro, håb, kærlighed, talent, musikalitet kan ikke bevises. Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. Meget i verden ville se anderledes ud, hvis vi kunne udvikle vores "hjerte-øje".   


ANTOINE DE SAINT-EXUPÉRY (1900-1944)
Antoine de Saint-Exupéry blev født i Lyon den 29. juni 1900. Første gang han selv prøvede at flyve var som 12-årig, og siden den dag bestemte han sig for at blive pilot. I 1921 begyndte han sin militæruddannelse, han blev stationeret i Strasbourg, blev uddannet pilot - og drengedrømmen gik hermed i opfyldelse. Efter militærtjenesten blev han ansat som pilot i et privat selskab, som fløj med post fra Frankrig til Senegal.

Samtidig med pilotarbejdet, som førte ham både til Marokko og Argentina, begyndte han at skrive, og i 1929 udkom hans første bog. Allerede i 1931 fulgte den næste, som vandt prisen: "Prix Femina". Antoine de Saint-Exupéry var noget af en vovehals. I 1935 prøvede han at slå hastighedsrekorden i fly mellem Paris og Saigon, men uheldigvis styrtede hans fly ned i ørkenen og han måtte i 3 døgn kæmpe sig vej gennem sandet før han fik hjælp. I 1938 blev han alvorligt såret, da han forsøgte at flyve mellem New York og Tierra del Fuego i Argentina. Hans lange rekonvalsens blev brugt til at skrive endnu en bog, som udkom i 1939 og straks vandt både Det Franske Akademis Grand Prix og The National Book Award i USA.
I 1942 udgav han 2 nye bøger, som begge byggede på hans erfaringer som krigspilot. Den Lille Prins udkom første gang i 1943. Senere i 1943 sluttede Saint-Exupéry sig til de franske luftstyrker i Nordafrika, og han insisterede på - skønt han stadig var fysisk hæmmet fra sine tidligere flystyrt - at få tildelt en mission. Den 31. juli 1944 blev han sendt ud fra Korsika på mission ind over det besatte Frankrig. Han vendte aldrig tilbage. Og først i 2004 fandt man vraget af hans fly på bunden af havet ud for Frankrigs kyst.

SUSSE WOLD - fortæller - har spillet utallige hovedroller af vidt forskellig art, fra tragedier over musicals til lystspil og farcer. Hun har turneret over det meste af verden med H.C. Andersen på engelsk, og hun har modtaget både H.C. Andersen Medaljen og H.C. Andersen Prisen.
Susse Wold har også medvirket i utallige roller på TV og i film og radio, og i den seneste tid har hun rejst over hele landet med sit foredrag "Kørekort til mig selv".
Siden 1985 har Susse Wold været præsident for AIDS Fondet. Hun har modtaget næsten alle de hæderspriser, en skuespillerinde kan få, og hun er udnævnt til Ridder af Dannebrog af 1. grad.

LILLIAN TÖRNQVIST - harpe -  debuterede fra Det kgl. danske Musikkonservatorium. Soloharpenist i Danmarks Radios Underholdningsorkester. Hun har uropført flere harpeværker af danske komponister og er en meget aktiv kammermusiker.
Hun har bl.a. modtaget flere priser og Danmarks Radios rejselegat flere gange. Hun har indspillet adskillige cd'er bl.a. med Palle Mikkelborgs musik, herunder AURA med Miles Davis.

EMILIE ESKÆR - cello - er uddannet på Det kgl. danske Musikkonservatorium. Hun har været medlem af EU's Ungdomsorkester og Gustav Mahler Jugendorchester.  Emilie Eskær er cellist i Det kgl. Kapel.
Hun har modtaget flere priser og legater og vandt bl.a. som medlem af Eskærtrioen DR's kammer-musikkonkurrence i 1996. Siden har trioen vundet flere priser og har udgivet 2 CD'er. For den sidste har trioen modtaget DR P2 prisen "Årets Kammermusikudgivelse", samt prisen som "Årets Klassiske Udgivelse" 2005.

JOAKIM DAM THOMSEN - obo -  er uddannet på Det kgl. danske Musikkonservatorium. Han har turneret i Europa og Fjernøsten med EU's Ungdomsorkester og European Windsoloists, London. Han er Solooboist i Det kgl. Kapel. Desuden er han aktiv kammermusiker bl.a. i blæserkvintetten Royal Danish Winds.
Han modtaget bl.a. Jakob Gade Prisen og Victor Borges Musikpris.

PALLE MIKKELBORG - trompetist og komponist - en musiker med et internationalt ry. Hans arbejde har bragt ham i kontakt med ledende musikere og komponister indenfor den kontemporere musik. Med sin store interesse for både den akustiske-  og elektroniske musik er han blevet beskrevet som medskaber af den Nordiske Tone. Hans originale tænkemåde har ledt til kompositioner med en ofte usædvanlig "brug" af musikere på tværs af alle genrebegreber og hans koncert- og soundscapes er præget af hans dybe interesse for den spirituelle side af livet. Palle Mikkelborg har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger - nationalt og internationalt - blandt disse 2 Grammy's og Nordisk Råds Musikpris.
 
Den Lille Prins havde premiere på Takkelloftet, Den kongelige Opera, den 1. juni 2006

PRESSEN SKREV OM FORESTILLINGEN:

Susse Wold brillerer med oplæsning af eventyrklassikeren Den Lille Prins - eventyret for voksne - om alt det, som er væsentligt i tilværelsen. Kærligheden og længslen. Venskabet og ansvaret. Livet og døden.

I sin nøje indstuderede oplæsning af den enkle historie behersker SUSSE WOLD naturligvis overlegent hele registret. Snart er hun den naive, men livskloge prins, hvis undren og længsel hun giver en fornem blanding af troskyldigt nærvær og smertefuld længsel. Snart er hun den distræt-rationelle pilot-fortæller, hvis verdensbillede naturligvis ændrer sig i mødet med oprindeligheden. Og snart er hun den sleske slange, den fiffige, indsigtsfulde ræv og den kokette rose - blomsten, der lærer prinsen et og andet om kærligheden. Selv ligner hun en smuk en af slagsen i sin røde kjole og med hårbruset om det fine hoved som hun står der i lyskeglen.
 
Susse Wolds myndige nærvær, melodiske fraseringer af teksten, superbe udtale og følthed, som aldrig kammer over i det sentimentale, er naturligvis eksemplarisk. Klogt, vidende og nuanceret. Og så kan hun skrue op og ned for varmen med sin smukke stemme med maksimal effekt i en tekst, som er afhængig af det.

Palle Mikkelborgs musikalske mellemlæg fungerer smukt som klangrum for fortællingen. Den susende og summende lydcollage tager os med ud i det store himmelrum, den lille prins er på opdagelsesrejse i. Og den knalddygtige trio Lillian Törnqvist på harpe, Emilie Eskær på cello og Joakim Dam Thomsen på obo indrammer fornemt med Mikkelborgs melodiøse meditationer, spændt op mellem det livfuldt pulserende og det sfærisk drømmende, mellem livsglæden og melankolien.

Men først for fremmest bliver vi med denne kultiverede time mindet om, hvor dejlig en skuespillerinde Susse Wold er. Jo, det væsentligste er usynligt. Talentet og udstrålingen. Susse Wold er enestående, i alle ordets betydninger.

I flammerød kjole og med håret brusende om det klassisk smukke ansigt ser hun livsklogt og mildt på os. SUSSE WOLD omgivet af tre velspillende musikere (Lillian Törnqvist, harpe, Emilie Eskær, cello og Joakim Dam Thomsen, obo) fortæller historien om Den Lille Prins. Fem kvarters delikat og finttonende andægtighed, hvor Antoine de Saint-Exupérys poetiske ord og Palle Mikkelborgs sfæriske musik veksler, snart vemodigt, snart opstemt, elegant illustrerende efter stemningen i historien. Venskabets uendelige glæde, ansvaret for andre, smerten ved at skulle sige farvel og miste for altid.

Forestillingen er godkendt til støtte af Kunststyrelsen under billetkøbsordningen.

 

 

Susse Wold holder også foredraget FREMKALDT. Hun fortæller om, hvordan hun har brugt sine mange forskellige oplevelser i livet til at komme videre i tilværelsen. Og hun glæder sig til at komme ud og dele sine oplevelser med andre, for Susse mener vi er jo alle sammen mere ens, end vi er forskellige. Om foredraget FREMKALDT siger Susse Wold:

FREMKALDT er en fortælling om, hvad og hvem der har formet mig som menneske og hvilke oplevelser, der har krævet ekstra styrke og lærdom, for at jeg har kunnet bevæge mig videre. Jeg fortæller ærligt om de vanskelige ting i mit liv, fordi jeg mener, det er hér, den største udvikling er sket.
Bogen - og foredraget - handler altså om mit liv - i lyst og nød. Lys og mørke. Barndom, voksenliv, kærlighed, succes, fiasko, sygdom, venskaber og mærkedage. Jeg fortæller om mit arbejde i AIDS-Fondet gennem 23 år, og hvad jeg har oplevet og lært i de mange år.
Og jeg fortæller min Sydhavsø, som jeg gennem 25 år har besøgt hvert år. Hawaii bærer på en hemmelighed, som ligger i selve ordet Hawaii. Ha betyder på hawaiiansk: åndedræt og livskraft, og øen er et sted, som har givet mig mange oplevelser og har været stedet, hvor jeg har mødt flere af mit livs klogeste lærere. 
Titlen FREMKALDT har jeg valgt, fordi den har flere betydninger. En skuespiller bliver fremkaldt, når en forestilling på teatret er forbi. Et fotografi bliver fremkaldt, så det forvandles fra et negativ til et positiv, og billedet kan ses helt klart. På samme måde har jeg brugt mit liv til at blive fremkaldt som mig selv. Finde ud af, hvem jeg selv er og have mod til at være dét menneske, jeg har udviklet mig til at blive. At fremkalde sig selv, at kunne mærke sig selv, med alle de farver og nuancer et menneske besidder, må være den største lykke, man kan opleve før sidste tæppefald. Og jeg tror, det er godt at kunne sige goddag til sig selv, før man siger farvel.



Send os en besked!

Udfyld en forespørgsel her på Susse Wold - det er helt uforpligtende. Du kan udfylde de felter, som du kan svare på eller blot efterlade navn og tlf-nummer.
Vi svarer hurtigt.

Kunstner:
Evt. dato/periode:
Evt. klokkeslæt:
I hvilken by skal arrangementet afholdes?:

Kontaktoplysninger:
Navn:
Evt. firma eller organisation:
Tlf:
E-mail adresse:
Besked:
  send