Povl Dissing

Troubadour siden 1966

Ring til Lykke Music & Events for et tilbud på

Povl Dissing eller Dissing & Las

Povl Dissing Benny Andersen og Svantes viser

Pouvl Dissing med Dissing, Dissing, Las og Disssing

Povl Dissing kan i 2017 se tilbage på en 51 årig karriere som professionel troubadour og nyder i dag stor respekt, som en af Danmarks mest elskede visesangere. Povl Dissings produktion tæller mere end 25 LP/CD'er. I løbet af disse år, har han arbejdet sammen med mange af landets bedste musikere og sangere: Benny Holst (lille sommerfugl - Du lille svale) Peter Thorup/Beefeaters (Den grimmeste mand i byen - Kvælerslangen - Nøgne øjne - Lykkeland m.fl.) Burnin Red lvanhoe (Tingeltangelmanden -Wallifanten) samt flere år på vejen med harmonikavirtoosen Egon Aagaard. l '73 indledtes samarbejdet med Benny Andersen (Svantes viser - "om lidt er kaffen klar" - Oven visse vande - Hymner og ukrudt - Over adskillige grænser) udover disse konstellationer er det blevet til samarbejde med Fuzzy (H.C.Andersen - Bellman) Tangoorkestret - Pierre Dørge's "New Jungle Orchestre" - Irene Becker (Zoo sange) og et højt elsket samarbejde med violinvirtousen John von Daler og harmonikaspilleren Christian Søgaard.

Familietrioen Dissing Dissing & Dissing debuterede i 93 ved Jazzfestivalen i Molde (Norge) siden blev det til utallige succesfulde koncerter i Danmark- l 1996 udvidede de deres trio med guitaristen Asger von daler, som siden er blevet afløst af guitaristen Las Nissen, der med sin sublime stil er blevet en del af "familien". Jonas og Rasmus Dissing er vokset op med alle Dissing-sangene og Povls musikalske venner tæt inde på livet.

Las Nissen

er 46 år gammel. Han var tidligere bandleader for gruppen "Gone Fishing" og har desuden været "sidemand" for en del af tidens store solister.

Jonas Dissing

er 46 år og spiller mundharpe og guitar og synger. Jonas Dissing er uddannet grafiker med tegnestue i København. Med sit følsomme mundharpespil fuldender Jonas Dissing gruppens musikalske udtryk.

Rasmus Dissing

er 44 år keyboardspiller og sanger - Rasmus Dissing har i flere år spillet med forskellige københavnske bands og er gruppens rytmiske fundament med sine smukke harmonier og sin fantastiske stemme.

De er alle 3 sangskrivere med flere albums i ryggen. Sammen kalder de 3 kompetente musikere sig "Dissing & Las"

Bedst som man er allermest glad, bliver man trist til mode

Man går gennem livet med glæden i den ene hånd og sorgen i den anden. Povl Dissing ser tilbage på en vandring fyldt af gode øjeblikke, men med årene er der blevet kortere mellem tilværelsens ubehagelige overraskelser

Psykologer hævder, at ethvert menneske fødes med et bestemt glædesniveau. Et sindets grundleje, der afgør, hvor lykkelige vi er livet igennem. Uanset om man vinder i Lotto eller møder modgang, ruller man tilbage i dette leje. Hos Povl Dissing er glædes-niveauet højt. Han tilskriver det dog ikke gener, men en lykkelig barndom, samt »at han ikke er for klog«. Det sidste bliver sagt med stor alvorsmine, mens han glipper med øjnene.

- Jeg har aldrig været særligt bekymret eller skuffet, og jeg tror, det skyldes, at jeg gik ud af skolen i 7. klasse, og det har givet mig sådan en... lethed. Ikke ment på den måde, at jeg ikke har mærket livets alvor eller ikke tænker over tilværelsen og mine omgivelser, men jeg er vel blevet klog på min egen måde. Samtidig har jeg fået en start på livet, der var fyldt med glæde og håb, og det tror jeg er utrolig vigtigt for ens livssyn. Jo ældre man bliver, desto tættere kommer sorgen og meningsløsheden på én, og så er det godt at have barndommens glæde at tære på. Når man bliver sådan en gammel skid, som jeg er efterhånden er blevet, får man jo mange chok. Gode venner og bekendte, der pludselig bliver syge og bang! Så er de væk. Man forstår med ét, at glæden er kort. Den er noget, man kan glæde sig til, siger Povl Dissing.

Det er en varm onsdag eftermiddag ved restauranten i Kongens Have i København. Galante tjenere slår slalom blandt de hvide havemøbler akkompagneret af turisters og københavneres glade stemmer. Høj sol, grønne plæner og ved et bord i skyggen af et træ sidder manden med den sorte hat. Povl Dissings solbrændte hud står i kontrast til den snehvide Hugo Boss t-shirt under blazeren og det svungne tørklæde. Synligt veltilpas efter en kartoffelmad og en kold øl og venlig som bare pokker.

- Hvert år snakker jeg med min kone om, at til næste år skal jeg skrue ned for lampen. Min kondition er ikke den samme, og jeg kan godt mærke, at jeg får mere og mere lyst til at bruge tid på at meditere over mit liv og evaluere. Jeg hører tit om jævnaldrende, som holder op med at arbejde, og pludselig ved de ikke, hvad de skal lave, vel" Det problem vil jeg aldrig få. Jeg bor et pragtfuldt sted med masser af fin natur oppe ved Lynæs, og da vi flyttede derop for 26 år siden, var det med i drømmen, at jeg skulle falde til ro, begynde at tegne igen og lege i skoven. Men det må blive til næste år, siger han og smiler.

- Selvom det nok går lige som sidste år, og alle de år før, hvor jeg har sagt, at jeg ville drosle ned. Medmindre jeg altså snubler over et eller andet, siger Povl Dissing og hentyder til, at han for 19 år siden faldt ned af en trappe, brækkede bækkenet tre steder og blev tvunget til at ligge ned i syv uger. Humøret mistede han dog ikke.

- Lægen fortalte mig, at det ville blive godt igen, og da jeg først fik det at vide, kunne jeg læne mig tilbage og nyde, at min søde kone, Pia, passede mig. Jeg fik tid til at læse bøger og se en masse fjernsyn. Der var vinterolympiade, og for én som mig, der altid har drømt om at stå på ski ned ad et bjerg, men aldrig har gjort alvor af det, var det næsten lige så godt at se det på tv.

En cigaret bliver banket ud af pakken fra blazerlommen.

- Jeg ryger kun, når jeg spiller, siger han med et skævt grin.

Det gør han jo næsten hver dag.

- Eller når jeg sådan skal sidde og tale om mig selv.

Svær begyndelse

For 51 år siden forlod Povl Dissing sin stol på tegnestuen i Klerkegade, hvor han var ansat. Siden har han levet af at spille. Ingen havde drømt om, at han skulle blive fuldtidsmusiker, heller ikke ham selv, og i starten var faderen da også lidt betænkelig ved sønnens særegne stil.

- Min far sang tenor i skytteforeningens kor i Farum. Hans helte var Jussi Björling, Benjamino Gigli og senere Pavarotti, og i virkeligheden syntes han, at det var skide pinligt, da jeg begyndte at optræde. Det var måden jeg sang på, og så svedte jeg jo sådan...

Povl Dissing trækker den hvide t-shirt ud fra den varme krop og vifter demonstrativt.

- Jeg var heller ikke smuk ligesom Otto Brandenborg eller Dario Campeotto, og jeg har tit siddet fra scenen og set min far blandt publikum - hvordan hans tæer knugede sig i skoene. Det lød meget bedre inde i mit hoved, end det gjorde i hans, men heldigvis kunne min mor godt lide det - hun holdt i hvert fald med mig, og da jeg så efter nogle år begyndte at arbejde sammen med Benny Andersen, fik jeg en blåstempling, der gjorde, at selv min far måtte indrømme, at han var lidt stolt. Selvom han aldrig fik det sagt til mig, siger Povl Dissing.

Langsomt. Lige så langsomt taler han sig varm.

- På mine ældre dage har jeg glædet mig over, at jeg ikke gav op undervejs, og jeg tror, det skyldes, at nogle mennesker er udstyret med et særligt gen: et klovne-gen. Vi elsker at stå på scenen og få folk til at grine og græde. Det er kunsten. At latter og tårer afløser hinanden. Ligesom i livet.

Et godt job

Taknemmeligheden er ikke til at tage fejl af. Vendinger som »jeg har fået lov«, »jeg er så heldig og privilegeret« smutter hele tiden ind i Povl Dissings sprog.

- Jeg kan huske en aften, hvor violinisten John Von Daler og jeg stod efter en koncert ovre i Esbjerg og snakkede med nogle fiskere, som VILLE invitere os på nogle drinks. Og jo flere drinks vi fik gennem natten, desto mere åbne blev vi overfor hinanden. Pludselig stod jeg og hørte min egen stemme forherlige de fiskeres liv. Det var fa’me et job, de havde, som betød noget. At de kunne tage ud på havet og fange fisk og komme hjem og sørge for, at vi andre fik mad. Jeg stod der og blaprede løs, og så var der en af de fiskere, der sagde: »Ve’ du hva« (Povl Dissing slår over i vestjysk). »Jeg kunne sgu bedre tænke mig at køre rundt i Volvo Stationcar og synge om lidt er kaffen klar«.

Vi griner.

- Han kunne godt se, at det var et lidt mere underholdende liv, jeg havde, og det er rigtigt. Der er jo en slags fest hver dag. Man lærer publikum at kende, spiller musik og får natmad og en øl bagefter. Selvfølgelig er det også et job, der er fyldt med fælder og fristelser. Jeg har prøvet, da jeg lærte mit job at kende, at komme til at feste for meget på forskud, inden jeg gik på scenen. Men det finder man ret hurtigt ud af, at det ikke holder, og jeg havde slet ikke kunnet holde så mange år på den måde.

Sorrig og glæde

Glæderne har der været mange af i Povl Dissings liv.

Pouvl Dissing med Dissing, Dissing, Las og Disssing- Jeg har været heldig at være omgivet af nogle gode mennesker: mine to koner, mine børn. Ja nu bliver jeg lige...

Povl Dissing tørrer sig under brillen.

- De er sådan en daglig glæde.

Vi gennemgår børnene. To sønner. Børnebørn. Fire stykker er det blevet til. Så lyser han op.

- Det der med glæde og sorg. Det kan skifte så hurtigt. Jeg kom til at tænke på, at det er ligesom en fodboldkamp. Jeg kan godt lide at se fodbold, og jeg har set så meget, jeg overhovedet kunne komme af sted med af VM og alt det der. I en fodboldkamp oplever man, hvordan det glade publikum jubler for i næste øjeblik, når der er kommet to mål i den forkerte ende, at græde. Lidt efter bliver det godt igen. Det er ligesom livet. Man går gennem livet med glæden i den ene hånd og sorgen i den anden. Bedst som man er allermest glad, bliver man trist til mode, siger Povl Dissing og fortæller, hvordan han for nylig oplevede det bratte skift under en turné i Norge.

- Jeg skulle optræde med Grundtvig-sange sammen med nogle gode kolleger, og vi var så glade, folk var glade, vejret var fantastisk, og vi skulle spille i en smuk gammel kirke. Lige inden koncerten ringede telefonen, og så var der en meget nær bekendt, som var blevet rigtig syg.

Manden med den sorte hat holder en pause.

- Men the show must go on, ikke? Og måske blev sangene endnu mere sjælfulde den dag...


Udtalelser fra kunder, der har engageret Dissing, Dissing, Las og Dissing

Hej Lykke.

Ja, det var en bragende succes. Hold da op de var gode. Så professionelt fremført - timet og godt forberedt. Der var stående applaus og rigtig god karma.
Det er nogle rare mennesker de der Dissings

 

Det siger en kunde, der har engageret Povl Dissing, Kleive og Reiersrud

Kære Karen 

Vi fik en fantastisk oplevelse. Vi kan ikke sætte finger på noget.
Servicen og kommunikationen var fantastisk.
Vi fik ikke solgt mange billetter desværre, men positive tilbagemeldinger.
Vi siger tak til musikere, lydfolk og til jer for en god oplevelse.
Mange hilsner

Pia Jeanette Nielsen
Ulkebøl Kirke


Send os en besked!

Udfyld en forespørgsel her på Povl Dissing - det er helt uforpligtende. Du kan udfylde de felter, som du kan svare på eller blot efterlade navn og tlf-nummer.
Vi svarer hurtigt.

Kunstner:
Evt. dato/periode:
Evt. klokkeslæt:
I hvilken by skal arrangementet afholdes?:

Kontaktoplysninger:
Navn:
Evt. firma eller organisation:
Tlf:
E-mail adresse:
Besked:
  send