Visesanger Anders Mikkelsen
Den 39-årige troubadur og visesanger Anders Mikkelsen, fik sit musikalske gennembrud på Skagen Festival i 1989 - og frem til år 2000 turnerede han flittigt i hele landet, med sin guitar og en håndfuld gode sange i bagagen.
Det er også blevet til to CD-udgivelser, primært med egne viser og sange: "På en Fridag" fra december 1995 og "Lyse Nætter" fra juni 1998.
Begge CD'er fik pæne anmeldelser, og viserne derfra udgør den stærke kerne i Anders Mikkelsen"s koncertprogram, selv om han også krydrer sit show med sange af Björn Afzelius, Stan Rogers og John Denver.
Den uhøjtidelige, intime stemning er et kendetegn for Anders Mikkelsen's koncerter, og han er én af de få kunstnere, som formår at fastholde et helt publikum, alene på scenen med sin guitar - ikke mindst fordi sangene serveres med en kraftig og flot sangstemme, smukt guitarspil og en god portion underspillet, jysk humor.
"Det vigtigste for mig, er at lave musik, som kommer fra hjertet, og jeg synger helst de stilfærdige, vigtige sange, som fortæller en historie", siger Anders Mikkelsen.
Dermed læner han sig tæt op af "singer-songwriter" traditionen, og er i øvrigt en højt respekteret fortolker af den irske, skotske og amerikanske folkemusik-tradition.
Efter næsten tre års pause, er Anders Mikkelsen tilbage for fuld styrke, og han har i år været at finde på plakaten til blandt andet Strib Vinterfestival, Skagen Festival og Ærø Single Folk Festival.
