Michala Petri og Lars Hannibal Michala Petri og Lars Hannibal Michala Petri fløjtenist

Michala Petri og Lars Hannibal

Fortryllende fløjtespil

Pris Michala Petri og Lars Hannibal kr. 20.000/25.000 2x45 min.

Michala Petri og Lars Hannibal international klassisk musikMichala Petri har med en international karriere

der spænder over fire kontinenter med omkring firetusinde koncerter og utallige priser, etableret sig som en af de fineste instrumentalister i dag.

Michala Petris musikalitet og virtuositet har glædet og begejstret publikum overalt i verden.

Michala Petri, der er født i 1958, begyndte at spille blokfløjte som 3 årig, og havde sin debut i Tivolis Koncertsal som 11 årig, samme år som hun begyndte at studere hos professor Ferdinand Conrad på Hochschule für Musik und Teater i Hannover. Siden da har hun turneret i Europa, USA, Canada, Mexico, Mellemøsten, Australien, Japan, Kina og Korea, og hun er i dag en hyppig gæst på verdens førende festivals og koncertsale.

Michala Petri har arbejdet sammen med musikere som Heinz Holliger,Gidon Kremer, James Galway, Salvatore Accardo, Maurice André, Keith Jarrett, Christopher Hogwood og Claudio Abbado, og med mange af verdens førende kammer- og symfoniorkestre. Michala Petri`s repertoire spænder fra den tidlige barokmusik til moderne kompositioner, og mange komponister, både herhjemme og i udlandet, har skrevet musik specielt til hende. I mange år har Michala Petri også interesseret sig for blokfløjte/guitar kombinationen, og hun har tourneret med Göran Söllsher, Kazuhito Yamashita og Manuel Barrueco. Siden 1992 har Michala Petri dannet duo med sin mand, guitar- og lutspilleren Lars Hannibal, med hvem hun også har udgivet CD´erne Souvenir, Air og Kreisler Inspirations med romantiske transskriptioner for blokfløjte og guitar, som i 2002 blev tildelt den tyske Grammy  Deutscher Schallplattenpreis. I 2006 etablerede de deres eget pladeselskab OUR Recordings, og udsendte samme år Siesta med Latin inspireret musik fra det 20.århundrede.

Michala Petri og Lars Hannibal international klassisk musikMichala Petri`s pladeselskab var fra 1987 til 2005  BMG/RCA Red Seal. I 1997 fik hun tildelt den tyske Grammy, Deutscher Schallplattenpreis, for sin indspilning af Vivaldis blokfløjtekoncerter med Moscow Virtuosi under ledelse af Vladimir Spivakov.  Af seneste udgivelser kan nævnes en CD med musik af Bach og Telemann, med Berliner Barock Solisten, som består af musikere fra Berliner Filharmonikerne, samt Scandinavian Moods, med London Philharmonic Orchestra. På dette album med populære skandinaviske værker medvirker også barytonsangeren Bo Skovhus og bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. I 2005 udgav Michala Petri De Fire Årstider på EMI med Det Svenske Kammerorkester dirigeret af Thomas Dausgaard, og i 2006 Los Angeles Streets Concerto med musik af Thomas Koppel. Denne cd blev kåret til Årets Danske Klassiske Udgivelse. Hendes cd med DR/Radio Symfoni Orchestret Movements fra 2007, med moderne blokfløjtekoncerter skrevet til hende, blev i 2007 Grammy Nomineret. Michala Petris udgav i november 2007 Petri`s Jul,- en udgivelse med Dansk Julemusik og klassisk musik med relation til julen, og her bliver hun ledsaget af DR RadioUnderholdnigsOrkestret. Michala Petri`s seneste udgivelse er Mozart Fløjtevartetter.

Af seneste udmærkelser kan nævnes, at Michala Petri i 1995 blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, i 1996 blev Æreshåndværker i Haandværkerforeningen i København og i 1997 blev indstillet til Nordisk Råds Musikpris. I 1998 modtog hun Wilhelm Hansen Fondens  Hæderspris, samt H.C. Lumbye prisen for sit arbejde med at bringe den klassiske musik ud til et bredt publikum.

I juni år 2000 modtog Michala Petri Léonie Sonnings musikpris, og i 2005 blev hun tildelt den Europæiske Kulturstiftelse ”Pro Europa`s” Solistpris.
Michala Petri er medlem af Unicef`s præsidium, bestyrelsesmedlem i Wilhelm Hansen Fonden og vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse. 

Michala Petri udgav i 2008 en CD. En LIVE optagelse fra den enestående koncert i en totalt udsolgt Tivolis Koncertsal. Michala Petri fejrede sin 50 års fødselsdag med et brag af en koncert.

At Tivolis Koncertsal har en helt speciel betydning for Michala er ikke nogen hemmelighed, da det var her hun havde sin debut med orkester allerede da hun var 11 år, - den 9.juli 1969,- det var også her hun fejrede sin 30 og 40 års fødselsdag, og her hun i 2000 fik overrakt Sonnings Musikpris.

Valget af det fantastiske kammerorkester Kremerata Baltica til at spille sammen med Michala på denne dag var oplagt, da hun de senere år har arbejdet meget sammen med netop dette orkester og violinisten Gidon Kremer.

Repertoiret til koncerten afspejlede det store spænd der er i Michalas repertoire. Barokmusikken, repræsenteret med de 2 mestre Albinoni og Vivaldi, både startede og afsluttede aftenen - det sidste værk af Vivaldi, er det værk Michala har spillet flest gange i hendes nu 40 årige karriere!

Som noget relativt nyt har Michala også de senere år arbejdet med den musik Mozart skrev for traversfløjte, og Mozart var på koncerten repræsenteret med Andante C-Dur KV 315 for fløjte og strygere.

Michalas store interesse for nyskrevet musik fik en stor plads ved koncerten, - 2 meget spændende og fremadskuende værker, skrevet til hende og Kremerata Baltica, af henholdsvis den russiske komponist Artem Vassiliev og den kinesiske komponist Chen Yi.

Kremerata Baltica spillede ved koncerten 2 værker hvoraf det ene, Nino Rota`s Concerto for Strings er med på udgivelsen, sammen med en aldeles vidunderlig udgave af Peter Heidrich`s variationer over Happy Birthday.

Lars Hannibal studerede guitar på konservatoriet i Aarhus og lut hos Toyohiko Satoh i Haag i årene 1972 til 1980.

Han har primært arbejdet som kammermusiker, og har siden 1980 tourneret intensivt i Europa, USA, Mexico, Korea, Kina og Japan. I mange år var det med violinisten Kim Sjøgren i Duo Concertante,- og fra 1992 har det været med sin kone, blokfløjtespilleren Michala Petri.

Med Duo Concertante har han udgivet 10 CD`er. Med Michala Petri CD´erne Souvenir, Air og Kreisler Inspirations med romantisk musik for blokfløjte og guitar inspireret af Frits Kreisler. Denne CD blev i 2002 tildelt Deutscher Schallplattenpreis.  I 2006 udkom Los Angeles Streets Concerto, som samme år blev kåret til Bedste Danske Klassiske Udgivelse. I efteråret 2006 startede de deres eget pladeselskab Our Recordings, og udgav albummet Siesta.

I 1995 udkom soloalbummet Romance. I trioen med Birthe Kjær og Kim Sjøgren har han udgivet På en anden måde og På vores måde.
I 1998 startede Lars Hannibal et samarbejde med trompetisten Michael Brydenfelt, og i januar 1999 kom deres meget omtalte CD Memory som efter 6 uger blev tildelt en guldplade, og opnåede en 2. plads på den officielle pophitliste.
I 2006 startede Lars Hannibal, som en del af projektet Dialogue- East meets West, et samarbejde med den kinesiske Xiao spiller Chen Yue, og i foråret 2007 udkom deres første CD Spirits. Sammen har de netop dannet Quartet-East meets West,
som også tæller Pipa spilleren Yan Jiang og Michala Petri.

Lars Hannibals nysgerrighed overfor andre genrer har også resulteret i samarbejder med bl.a. Palle Mikkelborg, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Svend Asmussen, Ghita Nørby, Svenn Skipper , Lone Hertz samt Kim Sjøgren (klik her).

Som arrangør skriver Lars Hannibal for kombinationer hvor enten guitar eller lut indgår. På de fleste af sine indspilninger er han også arrangør. Som komponist arbejder Lars Hannibal i mindre formater,- hovedsagelig med sange og kammermusik.

Fra 1972 og frem til 1991, underviste Lars Hannibal på Peter Sabroe Seminariet i Aarhus og i mange år også på musikkonservatoriet i Aarhus. I 1991 blev han tildelt FTF's kultur pris og i 1993 Dansk Solist Forbunds Jubilæums pris.
Lars Hannibal er også Ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp, og kan høres som foredragsholder i foredraget Mit liv med musikken,- en anderledes musikerkarriere.

Eksotiske fløjtetoner fra Solens Rige
Sjællands Symfoniorkester og blokfløjtevirtuosen Michala Petri introducerede publikum til to nyere kinesiske fløjtekoncerter.

Interessante og eksotiske på hver sin måde.

Michaela Petri fremviste sin kunnen som solist med autoritet og ledte overbevisende Sjællands Symfoniorkester i samarbejde med dirigenten.  Sjællands Symfoniorkester vil de kommende dage svede i studiet for at få indspillet en række kinesiske blokfløjtekoncerter med den danske virtuos Michala Petri som solist. To af disse koncerter præsenterede orkestret og solisten for publikum ved en koncert søndag aften.

Man nød at være tilbage i det gamle Radiohusets Koncertsal, hvor akustikken og atmosfæren matchede de orientalske klange optimalt.

Bright Sheng skrev i 1999 sit tosatsede værk - Flute Moon - for strygere, harpe, klaver, slagtøj og et arsenal af forskellige blokfløjter. Værkets indledende Toccata stod med sine karakteristiske rytmiske motiver distinkt og klart. Åbningssatsen - Chi Lin's Dance - refererer til det mytologiske væsen, enhjørningen, som er udbredt i kinesisk kultur.

Michaela Petri formede værket med sin smittende solistiske autoritet og ledte overbevisende orkestret med sine eksotiske klang- og rytmemotiver. Lynhurtigt skiftede hun mellem fløjter i mange størrelser og formåede i farten skabe ensartede overgange.

Uden stress
I Tang Jianpings værk - Feige - fra 2002 akkompagnerede et fuldt symfoniorkester blokfløjtesolisten. Værket skifter stemning konstant - fra jazzede rytmer til lange, meditative klangforløb.

Man nød Michala Petris evne til at dvæle på de enkle toneforløb og lade dem klinge ud i de langsomme passager. I de hurtige afsnit lagde hun sig frem på slagets forkant, uden at det blev stresset.

Man mærkede samtidig den intense kommunikation mellem orkestrets chefdirigent - kineseren Lan Shui - solisten og orkestrets individer. Shuis energiniveau viste sig allerede i det første værk - amerikanske Aron Coplands Fanfare for the Common Man. Et værk for messingblæsere alene. Trods upræcise indsatser hos især trompeterne fik værket en pompøs og klar, fremadrettet karakter.

Energien steg
Lan Shuis energi bare steg og steg gennem aftenens slutværk - Dvoraks Symfoni nr. 9 i e-mol op. 95, ”Fra den Nye Verden”: Tændt og begejstret skabte han luftighed og fremdrift i symfoniens første sats.

Engelskhorn-soloen i den langsomme andensats greb hjertet med sin mørke melankoli og inderlighed, mens den følgende Scherzo jublende sprang og dansede med ægte forårskådhed.

Finalen fik tyngde og power. Man mærkede den autentiske glæde ved at performe hos hver eneste musiker.

Det blev en grænseoverskridende aften - på den helt rigtige måde.

Sjællands Symfoniorkesters to hæderspriser på hver 15.000 kr. blev ved samme lejlighed uddelt til violinisten Marianne Houlby Melnik og klarinettisten Tage Christensen.



Send os en besked!

Udfyld en forespørgsel her på Michala Petri og Lars Hannibal - det er helt uforpligtende. Du kan udfylde de felter, som du kan svare på eller blot efterlade navn og tlf-nummer.
Vi svarer hurtigt.

Kunstner:
Evt. dato/periode:
Evt. klokkeslæt:
I hvilken by skal arrangementet afholdes?:

Kontaktoplysninger:
Navn:
Evt. firma eller organisation:
Tlf:
E-mail adresse:
Besked:
  send